Strålebehandling – hvad er det?
Strålebehandling er en medicinsk anvendelse af såkaldt ioniserende stråling.
Ioniserende stråling slår levende celler ihjel, og behandlingens formål er derfor at tilføre en høj stråledosis til det syge væv, mens sundt normalvæv skånes mest muligt.
Strålebehandling kan tilbydes, hvis kræften er lokaliseret til prostata og dens nærmeste omgivelser. Behandlingen gives typisk som udvendig bestråling, mens specielt udvalgte patienter kan være kandidater til såkaldt indvendig bestråling eller en kombination af ud- og indvendig bestråling.
Ved udvendig bestråling sendes strålerne gennem huden og ind i prostata, som vil blive bestrålet fra forskellige vinkler. Strålebehandlingen foregår ambulant oftest på alle hverdage i ca. 8 uger (i alt 39 gange) og tager ganske få minutter per behandling. Ved at dele behandlingen op, kan man samlet give en større stråledosis til prostata uden at skaden på det omkringliggende væv bliver for stor. Ved højrisikosygdom suppleres strålebehandling med 3 års medicinsk kastrationsbehandling, som mindsker risikoen for tilbagefald (læs mere om hormonbehandling).
Indvendig strålebehandling – også kaldet brachyterapi – foregår enten ved hjælp af små radioaktive kilder, som lægen lægger op i prostata gennem mellemkødet eller ved to behandlinger med indførelse af højradioaktive kilder i prostata, som erstatning for 16 af de 39 udvendige strålebehandlinger. Herved kan afgives en endnu større stråledosis til prostata. Indvendig strålebehandling foregår altid under fuld bedøvelse.
