Er der særlige tabuer forbundet med prostatakræft?
Ja. Prostatakræft rammer mænd på deres mandighed. Det skaber grobund for tabuer om, at mænd med prostatakræft er vrisne, frustrerede, tisser i bukserne og ikke kan få rejsning.
Måske er det sådanne grove generaliseringer, der gør, at prostatakræft er en sygdom, vi ikke taler så meget om. Derfor er svaret på tabuerne til en hver tid åbenhed.
Det er vigtigt, at du ikke kravler ind i dig selv, men taler om din sygdom der, hvor det giver mening. Jo mere omgivelserne ved om din sygdom, og hvordan den behandles, og hvordan du lever med den – jo færre tabuer. Der er mange mænd der er ramt af sygdommen, og man kan have megen glæde af sammen med ligestillede at udveksle erfaringer om, hvordan de har tacklet situationen.
For mange mænd med prostatakræft (og uden) er der stor værdi i at blive ved med at komme i fodboldklubben – eller andre steder, hvor mænd er sammen og taler sammen. Det er der, man kan blive bekræftet i, at man stadig er mand og altid vil være det.
