Hvad er aktiv overvågning?
Det er ikke altid, at prostatakræft kræver behandling. Prostatakræft er almindeligt forekommende hos ældre mænd og ofte udvikler sygdommen sig langsomt uden at give symptomer/gener i den resterende levetid. Aktiv overvågning er en observationsbehandling, der tilbydes, hvor sygdommens udbredelse er så lille og relativt godartet, at bivirkningerne efter mere behandling vil være værre end sygdommen i sig selv.
Hvis du opfylder betingelserne for programmet for aktiv overvågning, vil du blive fulgt tæt for at sikre, at behandlingsstrategien hurtigt kan ændres, hvis din sygdom begynder at udvikle sig, og der opstår behov for behandling. I praksis vil dit PSA-tal blive målt regelmæssigt, og hvis der er tegn på udvikling, vil du typisk blive tilbudt MR-skanning og evt. biopsi hvert eller hvert andet år. Der arbejdes på at nedbringe antallet biopsier ved at udføre en MR-skanning før biopsi-udtagning, men dette har ikke været muligt endnu at indføre i hele landet pga. manglende kapacitet – herunder kvalificerede bedømmere (radiologiske specialister).
Din behandlende læge vil herfra kunne fortælle dig mere og vurdere, hvorvidt netop din sygdom egner sig til aktiv overvågning.
