Hvad med mit sexliv?
Behandlingen af prostatakræft kan have alvorlige konsekvenser for dit sexliv, men meget afhænger af, hvilken behandling du skal igennem.
Operation og strålebehandling kan ødelægge nerveforsyningen til penis og derfor give problemer med rejsning.
Fjernelse af testiklerne og medicinsk behandling kan på grund af hormonelle ændringer både nedsætte lysten og evnen til seksuelt samvær.
Derfor er det vigtigt – allerede inden din behandling starter – at din læge orienterer dig om konsekvenserne og om mulighederne for at afhjælpe seksuelle problemer.
Behandlingen vil ændre på dit sexliv, hvilket du er nødt til at acceptere. Det betyder ikke at dit sexliv er forbi, blot ændret.
Det kan være svært at tale om, da emnet er intimt og forbundet med tabu.
Da der er forskellige muligheder for hjælp, bør man forsøge at overvinde sin generthed og tale med lægen om eventuelle problemer. Du kan også tale med en sexolog eller en specialuddannet sygeplejerske på den hospitalsafdeling, du er tilknyttet.
Hvis du er en ung prostatakræftpatient (under 50 år), kan bekymringer om rejsningsproblemer og manglende lyst være særligt tungtvejende. Så meget desto mere grund er der til at søge hjælp hos en sexolog eller en psykolog. Husk: man behøver ikke være psykisk syg for at opsøge en psykolog.
Hvis du har en partner, så tag vedkommende med til samtalen, så der bliver åbnet for at kunne tale om problemerne sammen. Det er forudsætningen for også at kunne diskutere muligheder og begrænsninger og for at finde nye veje i sexlivet sammen.
På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside kan du læse meget udførligt om seksualitet efter behandling af prostatakræft: https://www.cancer.dk/prostatakraeft/at-leve-med-prostatakraeft/seksualitet-prostata-kraeft/
I denne video kan du høre en række fortællinger fra kræftpatienter, der har fået stillet diagnosen prostatakræft. Psykolog Bo Snedker Boman fortæller, at sygdomsforløbet for langt de fleste vil få konsekvenser for seksualiteten: https://sundhedstv.dk/video/prostatakraeft-sex-samliv/