Prostata, som også hedder blærehalskirtlen, ligger lige under blæren og omslutter urinrøret hos manden. Dens hovedopgave er at udskille et enzym, der gør sæden tyndtflydende. Kirtlen vokser gennem hele livet, og efterhånden som man bliver ældre, kan man begynde at mærke symptomer fra denne vækst. Det er det, man kalder godartet forstørret prostata.

Kræft skyldes en genetisk fejlkodning i cellerne og kan opstå hvor som helst i kroppen. Kræft er kendetegnet ved at celler begynder at dele sig uden normal kontrol, at cellerne kan sprede sig rundt omkring i kroppen, og at de kan vokse ind i nærliggende organer.

Prostatakræft også kaldet for blærehalskirtelkræft er en sygdom, som rammer mænd. Diagnosen kan først endeligt stilles, når en vævsprøve (en såkaldt biopsi) fra kræftknuden viser, at der er kræftceller til stede.

Prostatakræft inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er i bl.a. den udtagne biopsi. Det er vigtigt at få stillet den præcise diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.

Det er meget forskelligt, hvordan prostatakræft udvikler sig. Hos mange mænd vil sygdommen udvikle sig langsomt og måske aldrig få betydning for helbredet. Hos andre vil sygdommen med tiden blive mere alvorlig, idet kræften kan vokse uden for kirtlen og ind i det omkringliggende væv. Desuden kan kræften sprede sig til lymfeknuder og knoglerne samt eventuelt andre organer.

På propa.dk kan du se seks film om prostatakræft og høre patienter fortælle om deres liv med sygdommen: http://www.propa.dk/prostatakraeft/informationsfilm/

Man kender ikke årsagen til prostatakræft, men mindst 5-10 procent af tilfældene er arvelige. Hvis din far, bedstefar eller farbror har haft prostatakræft, er din risiko for at få sygdommen øget. Fejl i bestemte dele af arvemassen (generne), såkaldte mutationer, øger ligeledes risikoen for at udvikle en mere alvorlig form for sygdommen.

Der er flere livsstils-faktorer, der synes at have indflydelse på udviklingen af prostatakræft. Overdrevet indtagelse af fedtstof, kød fra firbenede dyr, mælk, samt fysisk inaktivitet, overvægt, natarbejde og visse kemikalier kan således have en betydning for risikoen for at udvikle prostatakræft, men viden herom
stammer fra folkeundersøgelser, så man mangler fortsat entydigt at få påvist sammenhængen mellem livsstil, kost og miljø og øget forekomst af prostatakræft.

På trods af omfattende forskning ved man fortsat meget lidt om, hvorfor prostatakræft opstår. Man kan dog se, at en ’vestlig’ livsstil leder til en øget risiko for at udvikle prostatakræft, men det vides ikke præcist, hvad det er i vores livsstil, der øger risikoen. Formentlig skal der en række af omstændigheder til, for at sygdommen dels opstår – dels udvikler sig i aggressiv retning.

Prostatakræft er den hyppigste kræftform hos mænd, men ses sjældent hos mænd under 50 år.

Risikoen for at få sygdommen stiger med alderen. Således har ca. hver anden 60-årig mand og tre ud af fire 75-årige mænd prostatakræft. Heldigvis vil langt de fleste aldrig få problemer hermed.

Antallet af nye tilfælde per år har været stærkt stigende, hvilket hovedsageligt skyldes, at man er blevet mere aggressiv i opsporingen af sygdommen. Tre ud af fire diagnosticeres på grund af PSA-screening.

Vi ved, at mænd, der har en vestlig livsstil, har en øget risiko for at udvikle prostatakræft.

I 2018 fik mere end 4.600 mænd stillet diagnosen prostatakræft. Over 40.000 danske mænd lever med diagnosen. Heraf er mange helbredt eller i livsforlængende behandling.

På denne side kan du læse om årsager til prostatakræft:

https://www.cancer.dk/prostatakraeft/aarsager-prostatakraeft/

Der er påvist en sammenhæng mellem antallet af familiemedlemmer med prostatakræft og risikoen for selv at udvikle sygdommen. Det skønnes, at prostatakræft er arvelig i mindst fem procent af alle tilfælde. Vokser man op under samme tag, vil man ofte tillige dele livsstil, hvorfor arv og livsstil kan være svært at adskille som årsag til sygdommen.

Risikoen for at udvikle prostatakræft er fordoblet, hvis ens far eller bror har haft prostatakræft. Derudover øges risikoen også, hvis sygdommen blev påvist blandt søskende- i en ung alder, og/eller der er flere slægtninge med sygdommen.

Det anbefales, at mænd med mere end én nær slægtning med prostatakræft at få kontrolleret deres PSA-tal og få foretaget fingerundersøgelse af prostata fra omkring 50-årsalderen. Hvis de nære slægtninge fik konstateret prostatakræft, før de blev 50 år, anbefales man senest at starte 5 år før den alder, hvor familiemedlemmerne fik prostatakræft, eller 10 år før alderen, hvor de pårørende fik konstateret metastaser fra prostatakræft.

På denne side kan du bla. læse om årsager til prostatakræft:

https://www.cancer.dk/prostatakraeft/aarsager-prostatakraeft/

Ved fredelig eller lavrisiko prostatakræft vokser kræftknuden langsomt, kræften har ikke spredt sig, og risikoen for, at sygdommen udvikler sig, er lav. Ved sådan et tilfælde vil man normalt ikke starte en behandling, fordi behandlingens gener vurderes at være værre end sygdommen, men holde øje med patienten gennem PSA-prøver og i nogle tilfælde en vævsprøve. Behandling anbefales først, hvis kræften viser tegn på aktivitet eller viser sig mere aggressiv.

Ved mere ondartet/aggressiv prostatakræft er der risiko for, at kræften kan sprede sig, eller at dette allerede er sket. I det tilfælde er der brug for behandling.

Prostatakræft giver som regel ingen symptomer i starten. Typisk mærker man først noget, når sygdommen har spredt sig.

Der er mange mænd, der – uden at vide det – lever med en lille kræftknude i prostata, som aldrig bliver opdaget.

Hos de fleste mænd udvikler kræft i prostata sig langsomt. Det kan tage flere årtier, før kræftknuden giver symptomer eller eventuelt spreder sig.

De første symptomer på prostatakræft kan ligne symptomerne på en godartet forstørrelse af prostata, og som regel vil dette være forklaringen på symptomerne

Sygdommen kan vise sig på denne måde:

• Du har blod i urinen eller i sædvæsken
• Du har svært ved at få erektion
• Du har smerter ved udløsning (ejakulation)
• Besværet vandladning skyldes stort set altid en godartet forstørrelse af prostata, men hvis lægen med fingeren finder at prostata er hård og ujævn, skal man udredes for prostatakræft
• Kroniske knoglesmerter

Hver enkelt af disse symptomer behøver ikke være prostatakræft, men bør tages alvorligt. De kan være tegn på, at du er ved at udvikle en kræftsygdom.

Hvis det er tilfældet, er det bedst at blive behandlet så tidligt som muligt.

Du bør gå til lægen hvis du oplever:

• Du har blod i urinen eller i sædvæsken
• Du har hyppig trang til at skulle tisse
• Du har ukontrollerbar vandladningstrang
• Du har vanskeligt ved at tisse, selvom trangen er der. Og omvendt: Du har vanskeligheder med at holde på vandet ved tissetrang.
• Du oplever smerter eller en brændende fornemmelse ved vandladning
• Du har svært ved at få erektion
• Du har smerter ved udløsning (ejakulation)

Og husk! Det er bedre at gå én gang for meget til lægen end én gang for lidt.

Prostatakræft opdages typisk ved en lægeundersøgelse i forbindelse med vandladningsproblemer, blod i urinen, smerter, erektionsproblemer m.m.

Disse symptomer vil føre til, at din læge undersøger din prostata gennem endetarmen og afhængig af fundene foretager en PSA-test. Inden denne test tages, er det vigtigt du informeres om fordele og ulemper herved. Aktuelt får alt for mange mænd ikke kun stillet diagnosen, men må også gennemgå unødvendig behandling (overbehandling med risiko for bivirkninger).

Med jævne mellemrum diskuteres det, om en generel screening for sygdommen ville være et gode.

Da den helbredelige sygdom ikke giver symptomer, lyder det umiddelbart som en relevant idé på linje med brystkræftscreening, som har vist sig værdifuld.

Imidlertid er det redskab, som hidtil har kunnet tages i anvendelse i en screeningsindsats, PSA-testen, forbundet med alt for stor usikkerhed. Et højt PSA-tal kan skyldes andre sygdomme end kræft – fx betændelse i prostata og urinblæren. Et lav PSA er heller ikke en garanti for, at der ikke er kræftceller i prostata. At undersøge mængden af PSA i blodet er altså ikke sikker nok som metode og er ikke god nok til at udpege, hvem der har kræft, og hvem der vil have gavn af behandling.

Med til billedet hører, at 30-50 procent af tilfældene af prostatakræft ikke er livstruende, og at der kan være mange (alvorlige) bivirkninger ved undersøgelsen og en eventuel behandling.

Nuværende usikre screeningsmetoder indebærer en risiko for, at man opdager og starter behandling af prostatakræft, uden der er grund til det.

Generelt rammes mænd af prostatakræft i den sidste del af deres liv, men de vil ofte dø af en anden årsag end deres prostatakræft. Årsagen hertil er, at vi lever længere og kan pådrage os andre alvorlige sygdomme.

Af bl.a. disse årsager er generel screening for prostatakræft ikke indført nogen steder i verden. I de nordiske lande anbefaler man ikke screening for prostatakræft og i Danmark er Sundhedsstyrelsen og den Danske Multidisciplinære Cancergruppe (DAPROCA) udtrykkeligt modstander. Patientforeningen Propa følger disse anbefalinger.

Med tiden og efterhånden, som diagnosticeringen af prostatakræft forbedres, så man bedre kan sige noget om sygdommens karakter (aggressiv eller mere fredelig), vil det givetvis kunne komme på tale at gennemføre national screening for prostatakræft.

Hvis din læge har mistanke om, at du har prostatakræft, vil du med det samme blive henvist til et kræftpakkepakkeforløb på en urinvejskirurgisk afdeling. Forløbet indledes med en række undersøgelser, der kan vise, om du har kræft. Når du starter i et pakkeforløb, er det altså ikke sikkert, at du har kræft.

Et kræftpakkeforløb er et standardiseret patientforløb, hvor de enkelte trin er lagt til rette med faste krav til tidspunkter, og hvad der præcis skal ske.

Pakkeforløbet omfatter hele forløbet fra begrundet mistanke om kræftsygdom, gennem udredning, diagnose, behandling og efterbehandling.

Den bagvedliggende tanke er at sikre, at alle patienter uden unødig ventetid modtager behandling af ensartet, høj kvalitet uanset, hvor i landet de bor.

Ved begrundet mistanke om prostatakræft henvises du til start på pakkeforløbet, men inden da skal der være indhentet informeret samtykke fra dig.

Formålet med pakkeforløb er med Sundhedsstyrelsens egne ord, at patienter skal opleve et veltilrettelagt, helhedsorienteret fagligt forløb uden unødig ventetid i forbindelse med udredning, initial behandling og efterforløbet, rehabilitering og palliation med det formål at forbedre prognosen og livskvaliteten for patienterne.

Desuden indebærer pakkeforløbene, at du får tilknyttet en fast kontaktperson. Kontaktpersonen kan svare på spørgsmål om igangværende undersøgelser og din behandling.

Kræftpakkerne er udarbejdet for en række udvalgte kræftsygdomme og herunder også prostatakræft. Det kan du læse om her: https://www.sst.dk/da/udgivelser/2016/pakkeforloeb-for-prostatakraeft

De såkaldte kræftpakkeforløb er skabt for at undgå unødig ventetid. De såkaldte normtider i forløbspakkerne fastsætter præcise tidsfrister for, hvor lang tid de undersøgelser der skal til for at stille diagnosen må tage.

Retningslinjerne og tidsfristerne i pakkeforløbene gælder i hele landet. Det vil sige, at undersøgelser og behandling kommer til at foregå på samme måde og inden for de samme tidsfrister, uanset hvor i landet man bor.

Ved unødig ventetid forstås ventetid, der ikke er lægefagligt begrundet. Unødig ventetid er ventetid, der skyldes manglende udstyr (fx scannere og strålekanoner) eller manglende personale. I disse tilfælde kan man evt. blive behandlet på et andet hospital – eller i udlandet.

Lægefagligt begrundet ventetid er derimod ventetid, som skyldes faglige procedurer eller hensyn til patientens generelle sundhedstilstand. Det kan fx være den tid, det tager at undersøge en vævsprøve, eller hvis det er nødvendigt at udsætte en operation eller undersøgelse, indtil patienten er kommet i tilstrækkelig fysisk eller psykisk form. Da prostatakræft sammenlignet med de fleste andre kræfttyper udvikler sig langsomt, er det vigtigt, at du i den hektiske periode lige efter diagnosen tager dig den nødvendige tid til at beslutte, hvilken af de anbefalede behandlingsmuligheder du helst vil gennemgå. I forbindelse med en sådan ”time out” sættes pakkeforløbets ”stopur” midlertidigt i stå.

Ved mistanke om kræft i prostata vil din praktiserende læge føle på prostata, og hvis denne er mistænkelig for kræft eller du er familiært disponeret til prostatakræft, vil der efter samtykke med dig tages en blodprøve for at måle indholdet af PSA (Prostata Specifikt Antigen).

PSA er et normalt forekommende protein, der udvikles i prostata-kirtlen. Proteinet findes normalt i lav koncentration i blodet, men ved bl.a. prostatakræft er koncentrationen typisk forhøjet. En forhøjet PSA-værdi behøver dog ikke at betyde, at man har prostatakræft, men fx at man har en godartet forstørrelse af prostata med flere kirtler, dårlig blæretømning eller en infektion i prostata eller i blæren.

Hvis PSA-værdien i blodet er mindre end 4 ng/ml, regnes det som tommelfingerregel for normalt. Men grænseværdien er relativ og skal vurderes i forhold til ens helbred, alder og eventuel anden sygdom.

Hvis PSA-værdien ligger mellem 4 og 10 ng/ml, taler lægerne om en diagnostisk gråzone.

Den normale PSA-værdi afhænger i nogen grad af ens alder.

Hvis en 55-årig mand får målt sit PSA-tal til mere end 3,0 ng/ml, så anbefales det, at han bliver undersøgt nærmere for at få af- eller bekræftet mistanken om prostatakræft.

Hvis man er mellem 60-70 år, er PSA-grænseværdien 4,0 ng/ml, og er man over 70 år, er den 5,0 ng/ml. Hvis man er over 75 år vil gevinsten ved forsøg på helbredende behandling typisk ikke (kunne nå at) stå mål med generne derved.

Hvis man har kendskab til alvorlig sygdom i ens nærmeste familie (far eller bror). De første tegn på at man muligvis har prostatakræft kan være blod i urinen, smerter, erektionsproblemer m.m. Har man disse symptomer, vil lægen undersøge ens prostata, og hvis den er mistænkelig for kræft eller du er familiært disponeret til prostatakræft, vil lægen foretage en PSA-test. Hvis man har familie (far, farbror, bror) med diagnosen, bør man lade sig undersøge.

Stockholm3 er en forholdsvis ny test, der er udviklet af svenske forskere. I Danmark er den fortsat eksperimentel og ikke tilgængelig i praksis.

Den afløser ikke PSA-testen, men man måler også andre proteiner i blodet. Derudover måler man på nogle genetiske markører (arveligheds-faktorer), som man ved, kan være forbundet med forhøjet risiko for prostatakræft.

Ved Stockholm-3 testen tager lægen en blodprøve, som bliver analyseret for seks protein-markører og over 100 genetiske markører, som alle er forbundet med prostatakræft.

Resultaterne bliver kombineret med data om fx mandens alder, om der er andre i hans familie, der har haft prostatakræft samt med resultater fra eventuelle tidligere undersøgelser for prostatakræft. I testen indgår også prostatas størrelse målt med ultralyd eller MR-skanning.

Det endelige svar fra testen kan udpege de mænd, der har øget risiko for, at sygdommen er aggressiv, og som bør sendes videre til scanning eller biopsi af prostata. Testen er fundet bedre end PSA-måling alene.

Håbet er, at man med den nye metode kan finde en mere præcis og skånsom måde til at sikre, at man opdager de behandlingskrævende tilfælde af prostatakræft så tidligt, at de kan behandles med et godt resultat og samtidig undgår at usikkerheden om sygdom ikke rammer raske mænd.

Samtidig er forventningen, at man vil kunne reducere antallet af unødvendige prostatabiopsier og antallet af overdiagnosticerede og overbehandlede tilfælde af fredelige prostatakræfttilfælde.

På denne side kan du læse om Stockholm3-testen. Bemærk – siden er på engelsk:

https://sthlm3.se/stockholm3-in-english/

Er der mistanke om prostatakræft, laves ud over en ny fingerundersøgelse en ultralydsundersøgelse af prostata. Ultralydsundersøgelsen indebærer, at lægen fører en stav, en ultralydssender, på størrelse med en finger op i endetarmen.

Ved ultralydsundersøgelsen beregnes størrelsen på prostata, og undersøgelsen kan afsløre, hvis noget er meget unormalt ved prostata. Den kan dog ikke med sikkerhed finde kræft. Derfor er det efterfølgende nødvendigt at tage 5-6 nåleprøver (biopsier) i hver prostatahalvdel.

Det forventes, at der indenfor et par kan tages en mere sikker MR-skanning i brug, som kan vise en kræftknude. Det vil betyde, at man ikke behøver at tage 10 nåleprøver (biopsier), og at at man i de fleste tilfælde vil kunne sortere de mange ufarlige forandringer fra.

Metoden hedder transrektal ultralyd (kaldes TRUS-P).

Ved hjælp af ultralydsstaven skydes en lille nål gennem tarmen ind i prostata for at udtage vævsprøver (biopsier), der sendes til nærmere undersøgelse. Resultatet af vævsprøverne kan vise, om der er tale om kræft i den undersøgte del af prostata eller ej.

I dag tages som regel 10-12 vævsprøver, og det hele varer cirka 10 minutter. Ved indførelse af den nye MR-skanningsteknik, vil der formentlig skulle tages færre og mere præcise biopsier.

Undersøgelsen kan være ubehagelig, men gør sjældent ondt. Den foregår oftest uden bedøvelse, men der kan gives lokal bedøvelse på siderne af prostata.

Efter prøven kan der være lidt blod i urinen, sædvæsken og afføringen. En lille blodansamling i prostata, vil kunne farve sædvæsken rød/brun i uger efter biopsien.

I forbindelse med vævsprøvetagningen får man forebyggende antibiotika, da der føres tarmbakterier ind i urin- og sædveje.
Hos 5 procent af patienterne udvikles alligevel betændelse med høj feber. Hvis det sker, bør man indlægges og have behandling med antibiotika.

En biopsi er en vævsprøve, som tages fra den del af prostata, hvor man mistænker, at der kan være kræftceller, men også fra andre dele af prostata.

Biopsien tages i forbindelse med en ultralydsscanning.

Vævsprøven undersøges efterfølgende i et mikroskop for at se, om der er kræftceller.

Ja, der er en risiko for at udvikle betændelse med høj feber, når man får taget en biopsi.

Den måde biopsien udføres på, indebærer at der føres tarmbakterier ind i urin- og sædveje. Derfor vil man i forbindelse med vævsprøvetagningen få forebyggende antibiotika.

Hos 5 procent af tilfældene udvikles alligevel betændelse med høj feber. Hvis det sker, bør man indlægges og have behandling med antibiotika.

Funktionel MR-skanning er en særlig skanningsmetode, der ved anvendelse af flere faser: to (bi-parametrisk) eller tre (multi-parametrisk), kan skabe meget detaljerede billeder af prostata. Det vil sige bedre billeder end fra en normal MR-skanning.

MR-skanningen kan kombinere op til fire forskellige typer af billeder, der kan give lægen informationer om, der er kræftceller i prostata eller ej. Billederne kan også sige noget om, hvor hurtigt cellerne må forventes at vokse.

Anvendes tre faser skal der forud for skanning indsprøjtes en kontrastvæske.

Metoden bruges stadigt hyppigere i Europa, og af de nye retningslinjer fra europæiske urologer fremgår det, at der altid bør laves en MR-skanning forud for en biopsi.

Det skyldes at MR-skanningen dels kan afdække, om prøvetagning er nødvendig, dels hvor en målrettet biopsi skal tages fra i prostata.

Det væv man udtager som enbiopsi, bedømmes af en patolog (en speciallæge, der undersøger vævsprøver for at stille en diagnose) efter antallet af aktuelle kræftceller ud fra en skala fra 6-10. Den kaldes en Gleason-score.

Jo højere Gleason-score, jo større er risikoen for, at cellerne udvikler sig aggressivt, og sygdommen spreder sig.

Det er ud fra Gleason-scoren, man afgør, hvilken behandling der er relevant.

Scoren kan også angives i en ny ISUP-gradering fra 1-5, hvor f.eks. Gleason score 6 = ISUP 1.

Prostatakræft inddeles i flere stadier, og lægen bruger stadieinddelingen til at vurdere, hvilken behandling der vil have den bedste effekt.

TNM-systemet anvendes internationalt til stadieinddeling af prostatakræft.

Det beskriver, hvor udbredt kræften er, ved at kategorisere knudens størrelse og spredning til knoglerne, lymfeknuder eller andre dele af kroppen.

T beskriver, hvor stor knuden (Tumor) er

N beskriver, om kræften er spredt til lymfeknuder (på engelsk: Nodes)

M beskriver, om der er videre spredning (Metastaser)

Forkortelser i TNM-systemet for prostatakræft:

Tx og T0: Knudens størrelse er så lille, at den ikke kan vurderes
T1: Knuden er så lille, at den ikke kan føles og kun kan ses i vævsprøven under et mikroskop
T2: Knuden kan føles og er begrænset til selve prostata
T3: Knuden er vokset igennem prostata
T4: Knuden er vokset ind i naboorganer (sædblæren, endetarm, muskler, bækkenvæg)
N0: Der er ingen spredning til de nærmeste lymfeknuder
N1: Der er spredning til de nærmeste lymfeknuder
M0: Der er ingen metastaser
M1: Der er metastaser med spredning til knogler eller andre organer

T1: Lille lokal knude i kirtlen
T2: Større knude, men i kirtlen
T3: Knuden har fat i eller er vokset gennem kapslen

Som med andre kræftsygdomme gælder det, at jo før en kræftsygdom opdages, jo bedre er mulighederne for helbredelse. Hvis kræften består af ”godartede” celler (typisk Gleason score 6), kan man evt. undlade behandling, men alene overvåge i de næste år.

Jo tidligere man opdager sygdommen, jo mindre er risikoen for, at den har spredt sig til andre steder i kroppen. Men samtidig kan det på netop dette stadie, være svært at forudsige om behandling er nødvendig.

Derfor er det altid et godt råd til mænd, der er over 50 år, at de lytter til og mærker efter, når de har symptomer på, at noget kan være galt. Desværre giver prostatakræft meget sjældent symptomer i det helbredelige stadie.

Ved mistanke er det bedre at gå for tidligt til lægen end at gå for sent!

Ja, prostatakræft kan sprede sig uden for prostata gennem lymfebanerne til lymfeknuder eller til andre organer, især knoglerne.

Kræft i prostata spreder sig i sjældnere tilfælde til f.eks. lunger, lever eller andre organer. Når det sker, er det ofte sidst i et langt behandlingsforløb

Hvis sygdommen opdages tidligt, og den ikke vokset uden for prostata, kan den behandles som en lokal sygdom og oftest helbredes. Ikke alle lokaliserede kræftknuder kræver dog behandling, hvorfor næsten 1.000 mænd årligt anbefales ved aktiv overvågning med mulighed for senere behandling, hvis sygdommen udvikler sig.

Spredning af en kræftsygdom til andre steder i kroppen er altid alvorligt, og sygdommen er da uhelbredelig.

Ved spredt og uhelbredelig prostatakræft findes der i dag gode livsforlængende og lindrende behandlingsmuligheder i form af hormonbehandling eller behandling med f.eks. kemoterapi eller med en kombination af disse.

De nye behandling har medført en betragtelig længere gennemsnitlig levetid, og behandlingerne er som regel meget veltålte af patienterne.

For mange patienter opleves sygdommen derfor i dag som kronisk fremfor dødelig med mulighed for forskellige behandlinger over en årrække.

Se i øvrigt: Hvad betyder spredning af sygdommen for behandlingen?

Det er individuelt, om prostatakræft vil forkorte dit liv.

Kun ca. 4 procent af de, der rammes af prostatakræft, dør af sygdommen. Heri er medtaget de mange mænd, som aldrig får stillet diagnosen, mens knapt hver fjerde der får stillet diagnosen vil dø af prostatakræft.

Hvordan det går den enkelte patient, afhænger af udbredelsen på sygdommen på diagnosetidspunktet.

Hvis der ikke er påvist spredning, er prognosen god.

Hvis sygdommen har spredt sig til fx skelettet, lever og lunger, vil prognosen være dårlig, om end sygdommen hos mange kan holdes i ro i mange år.

Sygdommen udvikler sig individuelt og dens forløb kan derfor være vanskeligt at forudse for lægerne. Derfor er det svært at få dem til at tale om en tidsramme/ forventet overlevelsestid.