Takket være stadigt bedre og stadigt flere behandlingsmuligheder er prognosen for prostatakræft generelt god.

Sygdommen forekommer for det meste hos ældre mænd, og i mange tilfælde udvikler sygdommen sig langsomt. I nogle tilfælde behøver man ikke at blive behandlet, og for ca. hver tredje af de mænd, der får diagnosen prostatakræft, er sygdommen ikke umiddelbart livstruende.

Får man konstateret en lille og relativt godartet prostatakræft, er det almindeligt, at man ikke at bliver behandlet. Det skyldes, at både helbredende og lindrende behandling har bivirkninger, som kan give flere problemer end sygdommen i sig selv. I stedet vil man blive tilbudt regelmæssig opfølgning med kontrol af PSA og undersøgelse af prostata typisk inkl. MR-skanning. Hvis sygdommen viser tegn på, at den udvikler sig, får man tilbud om behandling.

Hvilken behandling, der er den rigtige til den enkelte patient, afhænger bl.a. af alder og generelhelbredstilstand, om kræften har spredt sig, samt en række faktorer som PSA-værdi og Gleason-score. Lægen vil fortælle om mulige behandlinger, men du skal selv være med til at udvælge den, der giver dig flest gode dage.

Helt overordnet består behandlingen af prostatakræft af enten operation, strålebehandling eller medicinsk behandling – eller en kombination af disse.

Ofte styres behandlingen i et samarbejde mellem urinvejskirurger (urologer) og kræftlæger (onkologer). Din sygdomshistorie vil blive diskuteret på en tværfaglige lægekonference, så flere fagpersoner deltager i at udarbejde et behandlingsforslag.

Ved valg af behandling indgår en række faktorer fra lægernes undersøgelser:

• Er der symptomer? Og i så fald, hvilke?
• Alder og almene helbredstilstand
• Det aktuelle sygdomsstadie: Kræften er lokaliseret, er prostatas kapsel involveret, er der spredning af kræftceller til andre organer.
• Hvor aggressiv kræftknuden ser ud under mikroskop (Gleason-score), kræftknudens størrelse indgår også i overvejelserne
• PSA-niveau i blodet
• Hvad forventer man at opnå ved en given behandling
• Hvilke bivirkninger kan man risikere

Behandling for kræft i prostata kan inddeles i tre hovedgrupper:

Hovedgruppe A: Kræften begrænset inden i prostata, og helbredende behandling er mulig.

Helbredende behandling er mulig hvis:

• Kræften ikke har spredt sig uden for prostata og i omgivelserne lige omkring
• At man er i en form og ved et helbred, der giver grund til at tro, at man fra sin nuværende alder vil leve mindst 10 år endnu

Helbredende behandling er enten operation (radikal prostatektomi) eller strålebehandling.

Mindre aggressiv, lavrisiko-prostatakræft vil sjældent true helbredet. Derfor kan lægen vælge at se sygdommen an gennem måneder eller år (aktiv overvågning), inden der tages endelig stilling til en eventuel aktiv behandling.

Hovedgruppe B: Hvis kræften er begrænset til prostata, og man ikke får helbredende, men livsforlængende behandling

Hvis ens biologiske alder og generelle helbred taler imod, at man vil leve over 10 år, bliver man typisk ikke tilbudt helbredende behandling. Det skyldes, at bivirkningerne ved behandlingen ofte giver større problemer end sygdommen i sig selv.

Ofte vil man blive fulgt med PSA-målinger uden behandling (passiv overvågning), indtil sygdommen eventuelt udvikler symptomer i en sådan en grad, at lægen anbefaler at starte hormonbehandling. Denne behandlingsstrategi kaldes ’watchful waiting’, og sigter mod den ældre patient, der ikke tåler eller ikke behøver behandling før sygdommen viser sig behandlingskrævende.

Ved hormonbehandling fjerner man kønshormonet, testosteronets adgang til kræftcellerne. Testosteron er populært sagt ”benzin til kræftcellernes motorer”. Da behandlingerne har en række bivirkninger, venter lægen med at starte hormonbehandling, til det er absolut nødvendigt. Læs mere: Hvad er livsforlængende behandling? Ved højrisiko sygdom som skal strålebehandles gives længerevarende supplerende hormonbehandling før, under og efter strålebehandlingen.

Hovedgruppe C: Hvis kræften har spredt sig uden for prostata

Hvis prostatakræft har spredt uden for prostata til de nærmeste lymfeknuder eller til andre organer, især knoglerne, er der mange muligheder for behandling: Fx hormonbehandling, kirurgisk eller medicinsk kastration og kemoterapi.

Derudover kan man, når cellerne med tiden bliver modstandsdygtige (resistente) for de efterhånden mange medicinske behandlinger bl.a. få lindrende strålebehandling, smertestillende medicin og binyrebarkhormon. Læs mere: Hvad er livsforlængende behandling?

Mange oplever at skulle leve med gener efter behandlingen for prostatakræft. Det kan fx være:

• Problemer med at holde på vandet (urin inkontinens)
• Problemer med at lade vandet (hyppig vandladning, dårlig tømning af blæren)
• Rejsningsproblemer og nedsat seksuel aktivitet
• Blære- og tarmproblemer
• Træthed
• Hormonelle senfølger som fx kronisk træthed, hedeture, tab af muskel og knoglemasse med risiko for udvikling af knogleskørhed. Desuden forsvinder sexlyst og rejsningsevne.

Problemer med at holde på vandet (inkontinens)

Inkontinens – det vil sige problemer med at holde på vandet – forekommer i forskellig sværhedsgrad, typisk de første 3-6 måneder efter operation for prostatakræft. Træn bækkenbunden, det mindsker problemet for de fleste.

Det er individuelt, hvor længe inkontinens-problemet varer ved, men det er en god idé at blive ved med at lave bækkenbundsøvelser. For nogle er det nødvendigt at fortsætte resten af livet. De fleste må dog indstille sig på, at der ved tunge løft, pludselige stillingsskift og ved træthed kan forekomme mindre urinlækage. Enkelte patienter bliver aldrig kontinente (holder ikke op med at have vandladningsproblemer). Ufrivillig vandladning er et problem for mange raske ældre mennesker, men prostatakræft gør problemet større. God tømning af blæren mindsker risikoen for blæreinfektioner.

Efter strålebehandling er inkontinens mindre udtalt end efter operation. Utæthed efter strålebehandling eller operation skyldes ofte, at blæren i en periode er irriteret og overreagerer med voldsom vandladningstrang – også når blæren kun er lidt fyldt. Generne kan ofte med held mindskes med medicin.

Problemer med at lade vandet efter strålebehandling

Det er helt almindeligt at opleve hyppig vandladning, mens du er i strålebehandling. Det skyldes som regel, at blæreslimhinden bliver irriteret. Ofte vil lægen eller sygeplejersken tage en urinprøve for at udelukke en urinvejsinfektion.

Rejsningsproblemer

Selvom kirurgen ved en operation forsøger at undgå at beskadige de nerver, der styrer rejsningen, så vil de fleste opererede have behov for medicinsk eller psykologisk hjælp for at kunne gennemføre et samleje.
Rejsningsproblemer er på den korte bane mindre udtalte efter strålebehandling end efter operation, med mindre man får supplerende hormonbehandling efter strålebehandlingen. Man giver næsten altid hormoner i 2-3 år i forbindelse med strålebehandling.

Se også: Sex og inkontinens

Blære- og tarmproblemer

Strålebehandlingen kan irritere både urinblæren og endetarmen. Selvom strålebehandling er blevet væsentligt forbedret i de senere år, er der stadigt væv rundt om prostata, der modtager uønsket stråling.

Bivirkninger under strålebehandlingsforløbet kan være vandladningstrang og diarré. I sjældne tilfælde kan man få vedvarende tarmproblemer i form af diarré eller eventuelt blødninger fra tarmen. Hvis du får diarre, skal du tale med din læge.

Diarrè kan lindres med stoppende midler, mens blødning fra tarmen kan behandles med steroidklyx (binyrebarkhormon) i tarmen og med blødgørende afføringsmidler.

Træthed

Det er almindeligt at opleve træthed i nogle uger til måneder efter operationen. Det skyldes som regel en kombination af behandlingen og den nye livssituation, man står i efter en kræftdiagnose.
Strålebehandling og særligt den tillagte hormonbehandling kan også medføre træthed. Træthed kan være et symptom på depression, tal med dine omgivelser og din læge, hvis du synes, det er svært at skelne mellem de to ting.

Trætheden kan have indflydelse på forholdet til ens hustru/samlever, familie og venner, og humøret kan svinge. Dette er imidlertid oftest kun en overgang, og for de fleste vil tilværelsen gradvist normaliseres.

Hormonbehandling blokerer for effekten af det mandlige kønshormon, hvorfor træthed og nedsat initiativ er almindeligt. Muskelmassen bliver ligeledes påvirket, hvilket kan forklare en del af tendensen til, at man hurtigere bliver udmattet. Der er også risiko for kalktab fra knoglerne (osteoporose). Her skal du stædigt arbejde på at overkomme problemerne. Det er surt, men nødvendigt. Vær fysisk aktiv og dyrk motion, spis sundt, begræns dit alkoholforbrug, få nok søvn etc.

Se i øvrigt:
Hvilke bivirkninger har hormonbehandling?
Hvilke bivirkninger er der ved radikal prostatektomi?
Hvilke bivirkninger er der ved strålebehandling?

Det er et generelt problem ved prostatakræft, at det i det tidlige sygdomsstadie kan være vanskeligt at bestemme, hvor aggressiv kræften er. Din læge vil vurdere sygdommens forløb ud fra:

• Din alder og din almene helbredstilstand
• Hvor udbredt kræftknuden er (TNM-stadieinddeling)
• Dit PSA-tal
• Har du ingen eller få metastaser
• Hvor aggressive kræftcellerne er (Gleason-score)

På baggrund af den samlede risikovurdering kan lægen vurdere, hvilken behandling der vil have den bedste effekt for dig (de nævnte tal fremgår af din journal). Du bør sætte dig ind i sygdommen og dens forløb, så du kan samarbejde med lægen om valget.

Lav risiko: Man er i lavrisikogruppen, når PSA-tallet er mindre end 10 ng/ml, og/eller Gleason-scoren er lig med 6, og kræftknuden er T1-T2a (knuden vurderes til at fylde halvdelen eller mindre af den ene side af prostata).

Mellem risiko: Man er i mellemrisikogruppen, når PSA-tallet er mellem 10 og 20 ng/ml, eller Gleason-scoren er lig med 7, eller kræftknuden er T2b (knuden vurderes til at fylde mere end halvdelen af den ene side, men ikke begge sider af prostata). Er kræftcellerne vokset ind i eller gennem kirtlens kapsel (T3a) mindskes chancen for en succesfyldt radikal behandling.

Høj risiko: Man er i højrisikogruppen, når PSA-tallet er større end 20 ng/ml, eller Gleason-scoren er mellem 8 og 10, eller kræftknuden er T2c-T3 (knuden vurderes til at fylde begge sider af prostata). Påvisning af metastaser har afgørende betydning for både type af behandling og for prognosen.

Det korte svar er nej.

Om der skal behandles og på hvilken måde afhænger af en lang række faktorer. De vigtigste faktorer er, hvilken risikogruppe man befinder sig i, samt hvorvidt kræften har spredt sig uden for prostata. En medvirkende faktor er også din alder, og din forventede restlevetid. Dertil kommer, hvordan dit helbred i øvrigt er.

For patienter, hvor sygdommens anses for at være ’fredelig’, vil man ikke gribe til umiddelbar behandling, men i stedet holde øje med om sygdommen (aktiv og passiv overvågning) udvikler sig. Nogle vil opleve det som frustrerende at man har en kræftsygdom, som ikke behandles. Baggrunden for denne anbefaling er dog at behandling for prostatakræft i nogle tilfælde er farligere end selve sygdommen.

Den helbredende operation (radikal prostatektomi) er en operation, hvor hele prostatakirtlen og sædblærerne fjernes enten ved en åben operation eller en kikkertoperation med robot. Operation kan indebære en række ulemper/ risici:

• Der er en risiko ved radikal prostatektomi, som det er tilfældet ved alle mellemstore operationer (som fx hospitalsinfektion)
• Behandlingen vil indebære et typisk 1-2 døgns hospitalsophold og en rekreationsperiode med sygemelding bagefter
• Der er risiko for bivirkninger såsom rejsningsbesvær og urinlækage (inkontinens)
• Du vil miste din befrugtningsevne, da operationen overskærer sædlederne og fjerner sædblærerne. Der kommer altså ikke længere sæd ud ved orgasme.

Se i øvrigt: Hvordan behandler man prostatakræft?

Ved spredt prostatakræft taler man om livsforlængende behandling i modsætning til helbredende behandling.

Når kræften har spredt sig uden for prostata (typisk til lymfekirtler og knogler), består mulighederne for behandling af hormonbehandling, kemoterapi og i nogle tilfælde strålebehandling med et radioaktivt stof. (Hovedgruppe C: Hvis kræften har spredt sig uden for prostata)

Prostatakræft kan kontrolleres ved at nedsætte mængden af det mandlige kønshormon testosteron i kroppen. Det sker enten ved kemisk/medicinsk kastration, hvorved hormonproduktionen lammes, eller ved regelret kirurgisk kastration – dvs. operativ fjernelse af testiklerne.

For mange mænd kan hormonbehandling kontrollere prostatakræften i mange år. Afhængig af sygdommens stadie kombineres hormonbehandling i mange tilfælde med f.eks. kemoterapi.

Hvis kræften udvikler resistens og igen begynder at udvikle sig, kan hormonbehandlingen kombineres med nye typer hormonbehandling, yderligere kemoterapi, strålebehandling med et radioaktivt stof og binyrebarkhormon, der alle typisk kan kontrollere eller mindske kræftsymptomerne i kortere eller længere perioder. Der forskes i en lang række nye, effektive behandlingsmuligheder.

Prostatakræft spreder sig oftest til lymfeknuder eller knogler. Spredning sker oftest til den nedre del af rygsøjlen, bækkenet og ribbenene.

Knoglemetastaser (kræft, der har spredt sig til knoglerne fra et andet sted i kroppen) kan behandles medicinsk. Behandlingen nedsætter risikoen for at få knoglebrud og sammenfald i ryggen. Behandlingen kan også mindske smerter i knoglerne. Metastaser i knoglerne kan desuden behandles med radioaktive sporstoffer fx radium 223 (Xofigo).

Kræft i prostata spreder sig typisk først i de sene stadier til fjernere lymfeknuder, lunger, lever eller andre organer. Hvis det sker, opnås de bedste resultater med medicinsk hormonbehandling kombineret med f.eks. kemoterapi. Behandlingen er ikke helbredende, men den kan bremse sygdommens udvikling i en længere periode end hormonbehandling alene.

Har prostatakræften spredt sig til knoglerne eller de indre organer som lunger eller lever, ses de bedste resultater med hormonbehandling kombineret med f.eks. kemoterapi. Behandlingen er ikke helbredende, men kan bremse sygdommens udvikling i en længere periode end kastrationsbehandling alene.

Ved kombinationsbehandling suppleres kastrationsbehandling inden for de første 4 måneder med op til 6 behandlinger med kemoterapi (docetaxel). Kemoterapi tilbydes dog kun, hvis man har god almentilstand. Hvis man har svært ved at tåle behandlingen, bliver den stoppet, og man fortsætter med kastrationsbehandlingen alene eller i kombination med en nyere type hormonbehandling (abiraterone), indtil den ikke har tilstrækkelig effekt.

Hvorvidt behandlingen kan gøre dig kræftfri afhænger helt af, hvilken af de tre hovedgrupper A, B og C du er i. Er du i gruppe A, er din prostatakræft begrænset til selve prostata og har altså ikke spredt sig. I så fald kan du som udgangspunkt tilbydes helbredende behandling. Det vil – hvis lægerne i øvrigt vurderer, at du vil have glæde af indgrebet – betyde, at din prostata enten bortopereres eller behandles med stråler. Operationen kaldes for radikal prostatektomi.

Er du i hovedgrupperne B og C, kan du tilbydes livsforlængende behandling.

Ja. Der findes i dag rigtigt gode livsforlængende behandlinger, der kan holde din sygdom i skak i mange år

Prostatakræft behandles på landets urinvejskirurgiske og onkologiske afdelinger, mens operation tilbydes på 5 højtspecialiserede afdelinger (Herlev, Rigshospitalet, Odense, Aarhus og Aalborg) og 2 satellitafdelinger (Roskilde og Holstebro), mens strålebehandling tilbydes på 8 steder i landet (Herlev, Rigshospitalet, Næstved, Odense, Vejle, Aarhus, Herning og Aalborg).

Operation: Angiver hvor der tilbydes operation for prostatakræft

Strålebehandling: Angiver hvor der gives strålebehandling for prostatakræft

Kemoterapi: Angiver hvor der gives kemoterapi og anden medicinsk behandling for prostatakræft

Find det seneste opdaterede kort på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside:
https://www.cancer.dk/prostatakraeft/behandling-prostatakraeft/behandlingssteder/

Det er ikke altid, at prostatakræft kræver behandling. Prostatakræft er almindeligt forekommende hos ældre mænd og ofte udvikler sygdommen sig langsomt uden at give symptomer/gener i den resterende levetid. Aktiv overvågning er en observationsbehandling, der tilbydes, hvor sygdommens udbredelse er så lille og relativt godartet, at bivirkningerne efter mere behandling vil være værre end sygdommen i sig selv.

Hvis du opfylder betingelserne for programmet for aktiv overvågning, vil du blive fulgt tæt for at sikre, at behandlingsstrategien hurtigt kan ændres, hvis din sygdom begynder at udvikle sig, og der opstår behov for behandling. I praksis vil dit PSA-tal blive målt regelmæssigt, og hvis der er tegn på udvikling, vil du typisk blive tilbudt MR-skanning og evt. biopsi hvert eller hvert andet år. Der arbejdes på at nedbringe antallet biopsier ved at udføre en MR-skanning før biopsi-udtagning, men dette har ikke været muligt endnu at indføre i hele landet pga. manglende kapacitet – herunder kvalificerede bedømmere (radiologiske specialister).

Din behandlende læge vil herfra kunne fortælle dig mere og vurdere, hvorvidt netop din sygdom egner sig til aktiv overvågning.

Ved passiv overvågning vil din praktiserende læge blot måle dit PSA-tal regelmæssigt og ved mistanke om udvikling sørge for, at du eventuelt kommer til yderlig undersøgelse.

Passiv overvågning tilbydes ældre mænd med en forventet kort livslængde – under 10 år.

Hvis PSA-tallet stiger, vil du blive tilbudt hormonbehandling. Det vil sandsynligvis kunne holde sygdommen nede i resten af dit liv.

Du har stor indflydelse på din egen behandling, og det er vigtigt – hvis du har ressourcer til det – at du involverer dig aktivt i beslutningerne omkring din behandling. Den holdning vil du helt sikkert blive mødt med af det sundhedspersonale, du møder på dine vej. De ved, hvor vigtigt det er for at få det bedst mulige forløb og behandlingsresultat, at du forholder dig aktivt til din sygdom og behandling. Din livskvalitet bliver bedre, hvis du deltager aktivt i beslutningerne. Dine prioriteringer for dit liv kan være forskellige fra de sædvanlige læge-synspunkter.

Prostatakræft er en kompliceret sygdom at behandle, ikke mindst fordi det kan være svært med sikkerhed at udpege hvem og hvornår der skal behandles, ligesom der er så mange mulige behandlinger og kombinationer, og dels fordi konsekvenserne af den behandling, du skal igennem, kan have stor indflydelse på din livskvalitet resten af dit liv.

Derfor er det vigtigt, at du søger oplysninger om, hvad du går ind til, hvilke valg der skal træffes, hvad der er dine valgs positive og negative sider, og hvad du selv synes, der er det rigtige for dig.

Du er selvfølgelig ikke alene, og naturligvis skal vigtige beslutninger træffes på et kvalificeret grundlag og i dialog med dygtige og erfarne mennesker. Det vil lægerne og sygeplejerskerne hjælpe dig med.

Men det er vigtigt, at du stiller spørgsmål og er stædig, hvis der er noget, du ikke synes er klart. Hvis du har pårørende, som er meget tæt på dig, din hustru/samlever eller dine voksne børn, så tag dem med ind i dine overvejelser og beslutninger. Brug dem som sparringspartnere.

Og husk: Lægerne er specialister i din sygdom. Du er specialist i dig selv.

Viden er vigtig! Jo mere du ved om den sygdom, du er ramt af, og den behandling, lægerne vil tilbyde dig, jo bedre er dine forudsætninger for at få det optimale ud af det.

Du skal samle viden og stille alle de spørgsmål, du kan komme i tanke om.

Der findes ikke dumme spørgsmål – kun utilstrækkelige svar.

Du skal træffe svære beslutninger midt i en krise, og det er aldrig nemt. Erfaringen viser dog, at det alligevel er noget, de fleste kan klare – og det kan du sikkert også.

Men husk også, hvis du er slået helt omkuld, har mistet overblikket, tabt modet og ikke orker at være deltagende, vil lægerne naturligvis gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe dig.

Du kan blive tilbudt helbredende behandling, hvis kræften ikke har spredt sig uden for prostata og dens nærmeste omgivelser, og du i øvrigt er i en form og ved et helbred, hvor det vurderes, at du vil leve mindst yderligere 10 år.

Der findes overordnet to forskellige former for helbredende behandling ved sygdom begrænset til prostata og dens nærmeste omgivelser (sædblærer eller lymfeknuder):

• Operation (radikal prostatektomi)
• Strålebehandling

Du vil i dit forløb høre om nye behandlingsmetoder, der ikke er almindelige i Danmark. De er muligvis effektive, men hvis de danske myndigheder mener, at der mangler videnskabelig dokumentation for deres virkning, bliver de ikke brugt her i landet.

Omfattende undersøgelser taler for, at de forskellige behandlingsmetoder giver lige god overlevelse, så længe kræften sidder inden for prostatakapslen. Valg af behandling afhænger derfor af, hvor aggressiv sygdommen er, ens generelle helbred, samt hvad man selv ønsker.

Man kan godt få helbredende strålebehandling, selvom kræften er vokset gennem prostatas kapsel, hvis der ikke er spredning til andre dele af kroppen. I disse tilfælde kan der blive tale om, at strålebehandlingen skal følges op af flerårig medicinsk kastrationsbehandling, som man påbegynder tre måneder inden første strålebehandling.

Hos mænd, hvor kræften ved operation har vist sig spredt lokalt, samt ved mænd der efter operation får lokalt tilbagefald, kan efterfølgende strålebehandling af prostatalejet øge overlevelsen. Der gives i den forbindelse typisk 6 måneders supplerende hormonbehandling i tabletform (antiandrogen).

’Fredelig’ prostatakræft, opdaget tidligt (lavrisiko), vil som regel ikke true helbredet. Derfor kan lægen vælge at se sygdommen an gennem måneder eller år (aktiv overvågning), inden der tages endelig stilling til en eventuel aktiv behandling.

Radikal prostatektomi er en operation, hvor alt kræftvæv fjernes (radikal prostatektomi). Den kan udføres hvis kræften er begrænset til selve prostata, og man i øvrigt er i en god helbredstilstand.

Ved operationen fjernes hele prostatakirtlen og sædblærerne, og man får fjernet den del af urinrøret, som omsluttes af prostata. Den nedre del af urinrøret sys derefter op til blæren, så man kan lade vandet naturligt efter operationen. Da man opererer tæt ved urinblærens lukkemuskel, kan den blive beskadiget, så du bliver inkontinent i en kortere eller længere tid. Under operationen får man også ofte fjernet lymfeknuderne i nærheden af prostata.

Operationen bliver typisk udført som en såkaldt robot-operation (laparoskopisk computerassisteret operation).

Som regel er man i fuld bedøvelse/narkose under operationen, men rygmarvsbedøvelse (epidural- eller spinalbedøvelse) kan også være en mulighed.

Man bliver som regel udskrevet med blærekateter dagen efter indgrebet.

Efter operationen vil PSA-værdien falde og skal helst blive umåleligt lav, men det kan tage flere uger. Derfor bliver testen typisk først lavet op til kontrolbesøget på hospitalet tre måneder efter operationen.

På denne side kan du læse om operation, når kræften er afgrænset til prostata:

https://www.cancer.dk/prostatakraeft/behandling-prostatakraeft/helbredende-behandling-lokal-prostata/operation-prostata-helbredende/

På denne side kan du læse mere om radikal prostatektomi;

http://www.propa.dk/wp-content/uploads/2014/04/2.-Operation-radikal-prostatektomi-ver-2.pdf

Hvis kræften er fuldstændigt indkapslet i prostata, vil alle kræftceller blive fjernet ved operationen (fuldstændig helbredelse).

Efterfølgende undersøgelse af vævet fra prostatakirtlen vil vise, hvor aggressiv kræften er, om den er vokset ind igennem kapslen og om det er lykkedes at operere ud i sundt væv – dvs at have fjernet hele kræftknuden.

Også lokal avancerede tumorer kan helbredes, hvis man får alle celler med ud.

En måling af PSA-niveauet vil give et tydeligt billede af, hvor succesfuld operationen har været. Hvis operationen har været vellykket, vil PSA-niveauet være mindre end 0,1 µg/l 3 måneder efter operationen og forblive stabilt.

En radikal prostatektomi er en operation, hvor lægen fjerner hele prostatakirtlen og sædblærerne, og kan beskadige nerver. Det kan efterfølgende medføre rejsningsproblemer og vandladningsproblemer (inkontinens).

Rejsningsproblemer: Ved fjernelse af prostata vil de fleste mænd få forbigående eller varige problemer med rejsning. Det skyldes, at nerverne, som løber tæt på prostata, beskadiges under operationen. Blodkarrene i svulmelegemerne i penis aktiveres derved ikke tilstrækkeligt til rejsning af penis. Rejsningsevnen ses ofte at bedre sig i op til 3 år efter operationen. Følsomheden i penis eller det omgivende væv påvirkes ikke af operationen, og man vil fortsat kunne få orgasme.

Inkontinens: Under operationen får man sat et kateter ind i urinrøret. Kateteret fjernes efter typisk 6-8 dage, når sammensyningen af urinrør og blærehalsen er helet op.

I de første måneder, efter at kateteret er fjernet, kan det være svært at holde på urinen. Langt de fleste opnår næsten fuld kontrol inden for de første 3-6 måneder, men for nogle går der længere tid. I op til 12-15 måneder efter operationen kan man opleve forbedring med hensyn til at kunne kontrollere vandladningen.

Risikoen for, at man slet ikke kan kontrollere urinen efter operation, er lille. Men cirka hver femte opererede mand, vil vedvarende opleve utæthed for urindråber i forbindelse med tunge løft, hoste og nys.

Derfor er det vigtigt at lave livslang bækkenbundstræning. Slækker man på det, kan man ofte opleve at utætheder udvikler sig yderligere.

Nervebundterne, der kontrollerer rejsningen og lukkemusklen, ligger meget tæt op ad prostatakirtlen, og det kan være vanskeligt ikke at beskadige disse i forbindelse med operationen. Hvis det er muligt og forsvarligt, vil kirurgen forsøge at undgå at beskadige nervebundterne (nervebesparende operation). Er der imidlertid risiko for, at kræften er vokset ind i nærheden i disse væv, vil kirurgen beskadige nerverne under fjernelsen.

Nerverne kontrollerer kun selve rejsningen og ikke følsomheden i penis eller det omgivende væv. Selvom kirurgen ikke er i stand til at bevare nervebundterne, vil man ikke miste følsomheden, og man vil fortsat kunne få orgasme, dog uden sædafgang da sædkirtlen fjernes ved prostatektomi.

Strålebehandling er en medicinsk anvendelse af såkaldt ioniserende stråling.

Ioniserende stråling slår levende celler ihjel, og behandlingens formål er derfor at tilføre en høj stråledosis til det syge væv, mens sundt normalvæv skånes mest muligt.

Strålebehandling kan tilbydes, hvis kræften er lokaliseret til prostata og dens nærmeste omgivelser. Behandlingen gives typisk som udvendig bestråling, mens specielt udvalgte patienter kan være kandidater til såkaldt indvendig bestråling eller en kombination af ud- og indvendig bestråling.

Ved udvendig bestråling sendes strålerne gennem huden og ind i prostata, som vil blive bestrålet fra forskellige vinkler. Strålebehandlingen foregår ambulant oftest på alle hverdage i ca. 8 uger (i alt 39 gange) og tager ganske få minutter per behandling. Ved at dele behandlingen op, kan man samlet give en større stråledosis til prostata uden at skaden på det omkringliggende væv bliver for stor. Ved højrisikosygdom suppleres strålebehandling med 3 års medicinsk kastrationsbehandling, som mindsker risikoen for tilbagefald (læs mere om hormonbehandling).

Indvendig strålebehandling – også kaldet brachyterapi – foregår enten ved hjælp af små radioaktive kilder, som lægen lægger op i prostata gennem mellemkødet eller ved to behandlinger med indførelse af højradioaktive kilder i prostata, som erstatning for 16 af de 39 udvendige strålebehandlinger. Herved kan afgives en endnu større stråledosis til prostata. Indvendig strålebehandling foregår altid under fuld bedøvelse.

Bivirkningerne ved strålebehandling skyldes, at sundt væv fx blære og endetarm får en del af den stråling, der skal ramme prostata. Hvor slemme bivirkningerne er afhænger af, hvor kraftig bestråling, der gives, og det kan variere meget fra person til person. Når lægen ved nøjagtigt, hvor du skal have stråler, kan han/hun sige mere om risikoen for de forskellige bivirkninger. I de senere år har 3 D computerstyring af strålekanonen mindsket de uønskede stråleskader.

Det er sjældent at der ses akut hudpåvirkning i forbindelse med strålebehandlingen. Enkelte kan dog få rødme af huden og i meget sjældne tilfælde sårdannelse. Det er som regel værst lige omkring slutningen af strålebehandlingen. Efter 2-4 måneder er de ofte forsvundet.

Sene bivirkninger kan opstå flere måneder efter behandlingen og kan være vedvarende.

Nogle patienter oplever let diarre og kraftigere afføringstrang end normalt. Der kan også komme slim og eventuelt lidt blod i afføringen.

Der er også risiko for, at der kan komme symptomer fra blæren. Disse bivirkninger kan være hyppigere vandladning og øget vandladningstrang. Nogle patienter får også svie ved vandladningen.

Generne fra endetarm og blære vil oftest fortage sig 1-2 måneder efter behandlingens afslutning.

Strålebehandlingen kan på langt sigt også medføre en nedsat evne til at få rejsning, fordi nerverne beskadiges og ikke kan ’repareres’ efterfølgende. Du skal være opmærksom på, at der findes medicin mod både generne fra endetarmen og mod problemer ved manglende rejsning. Derfor er det vigtigt, at du taler med din læge, hvis du begynder at få gener af strålebehandlingen.

Inden for hele kræftområdet generelt er der store forventninger til de nye såkaldte immunterapier. Det forventes, at immunterapi i fremtiden bliver en lige så vigtig behandlingsform som kemoterapi.

Immunterapi er en behandlingsform, hvor kroppens eget immunforsvar bliver udnyttet til målrettet at bekæmpe kræftceller. Immunterapi styrker immunforsvarets evne til at genkende og angribe kræftceller, og immunterapi svækker kræftcellernes evne til at overleve.

Immunterapi bruges allerede i dag som led i behandlingen af fx lymfeknudekræft, leukæmi, lungekræft, nyrekræft og modermærkekræft. Desuden er der lovende udvikling af forskellige former for immunterapi af flere andre typer kræft på vej.

Der er ikke nogen af de hidtil undersøgte immunterapier, der har effekt ved prostatakræft, men der pågår fortsat undersøgelser.

Som led i kliniske forsøg foregår der eksperimentel behandling i alle stadier af prostatakræft, hvilket er nødvendigt for at kunne udvikle nye mere effektive og skånsomme behandlinger. Sådanne forsøg er typisk lodtrækningsforsøg, hvor ny lovende medicin sammenlignes med standardbehandlingen.

Ny medicin eller nye behandlingsformer testes altid grundigt, inden de tages i brug. Inden et nyt stof prøves på mennesker, er det blevet undersøgt i celleforsøg og/eller testet på dyr. Ser det lovende ud, bliver det forsigtigt afprøvet på mennesker. I forsøgsbehandlinger undersøger forskere og læger på hospitalerne virkningen og bivirkningerne af nye lægemidler og nye måder at behandle på. Forskerne leder efter behandlinger, der virker bedre eller lige så gode – men giver færre bivirkninger – end de behandlinger, man allerede kan tilbyde. Så de nye behandlinger bliver ofte sammenlignet med den aktuelle standardbehandling for det pågældende sygdomsstadie.

Forsøgene foregår på de urinvejskirurgiske prostatakræftcentre samt kræftafdelingerne på hospitalerne. Disse kræftbehandlende afdelinger har en såkaldt klinisk forskningsenhed, der står for at drive og gennemføre forsøgene.

Og husk: Forsøgsbehandling og eksperimentel behandling er ikke det samme. Forsøgsbehandling foregår inden for videnskabelige studier, hvor der stilles meget høje krav til forsøgsbehandlingens sikkerhed og sandsynlighed for effekt. Eksperimentel behandling som eneste tilbud kan sættes i gang, uden at der findes videnskabelig dokumentation for, at den virker.

Hvis du har en livstruende kræftsygdom, og lægen har udtømt alle andre muligheder for behandling, kan eksperimentel behandling være den eneste mulighed. Behandlingen kaldes eksperimentel, fordi der ikke findes samme grad af videnskabelig dokumentation for, at den virker, som ved den etablerede behandling.

Den form for eksperimentel behandling vil typisk ske, hvor der ikke findes flere standardbehandlinger på et offentligt hospital i Danmark. Det kan dreje sig om videnskabelig forsøgsbehandling i ind- eller udland. Du kan vælge at lade dig behandle i udlandet med en ikke-dokumenteret behandling. Hvis du vil det, skal du søge om tilskud gennem din Regions patientkontor inden rejsen– ellers skal du selv betale.

Opsummeret; eksperimental behandling:

• Er en specifik behandling til en enkelt patient efter et individuelt lægeligt skøn som led i et såkaldt fase I- studie. Det drejer sig om afprøvning af nye stoffer uden påvist effekt ved prostatakræft, og hvor man ikke på forhånd kender alle bivirkninger ved det pågældende stof. Deltagelse i en eksperimentel behandling vil i nogle tilfælde kræve specifikke genforandringer i ens tumorvæv.
• Er ikke det samme som alternativ behandling.
• Kan fx være med lægemidler, der endnu ikke er godkendte, eller som allerede er godkendte til andre kræfttyper.
• Kan ske efter råd fra sundhedsstyrelsens ekspertpanel vedrørende eksperimentel behandling.
• Din behandlende læge kan henvise dig til en af de eksperimentelle/fase 1 enheder i Danmark. Hvis du ønsker behandling i udlandet, skal du selv betale, hvis du ikke har søgt og fået bevilling fra din region.

Livsforlængende behandling ved prostatakræft tages i brug, hvis sygdommen har spredt sig uden for prostata.

Den grundlæggende livsforlængende behandling ved prostatakræft er hormonbehandling. Det er en behandling, der stopper eller bremser for de hormoner (testosteron), som kræftcellerne lever af – deres brændstof. Kastrationsbehandling kan være såvel medicinsk depotbehandling som kirurgisk fjernelse af testiklerne.

Behandlingen kan holde sygdommen i skak i mange år. Med tiden lykkedes det dog nogle af kræftcellerne at klar sig uden eller selv at bygge noget, der svarer til det mandlige kønshormon. Man taler om kastrationsresistent prostatakræft (CRPC). I så fald må man gribe til andre typer af behandling. Og heldigvis findes der dag en lang række nye medicinske behandlinger – herunder kemoterapi – som på ny vil kunne standse sygdommen. Den gode udvikling synes at fortsætte, idet der jævnligt kommer nye behandlinger til.

Når der ikke længere er effekt af de eksisterende behandlinger, er formålet med behandling af knoglemetastaser at mindske og lindre symptomer (oftest smerter) og forebygge komplikationer (fx brud på knoglen og sammenfald i rygsøjlen).

Pallierende strålebehandling vil i løbet af 1-2 uger virke smertestillende hos de fleste patienter med knoglemetastaser, og det er i mange tilfælde også muligt at mindske knoglemetastasen.

Hvis din prostatakræft ved diagnosen har spredt sig til knoglerne eller de indre organer som lunger eller lever (kaldes også fremskreden eller udbredt prostatakræft), er de bedste resultater opnået ved brug af en kombination af fx kemoterapi og hormonbehandling.

Behandlingen er ikke helbredende, men den kan bremse sygdommens udvikling i en længere periode end kastrationsbehandling alene.

Ved kombinationsbehandlingen suppleres kastrationsbehandlingen inden for de første fire måneder med op til seks behandlinger med kemoterapi.

Da kemoterapi kan give bivirkninger, tilbydes behandlingen kun, hvis man har god helbredstilstand.

Hvis man har svært ved at tåle behandlingen, bliver den stoppet, og man fortsætter med kastrationsbehandlingen alene evt. med supplerende nyere hormonbehandling (abiraterone).

På denne side kan du læse om tidlig kemoterapi til nogle patienter med prostatakræft:

https://www.propa.dk/wp-content/uploads/2014/03/Tidlig-kemoterapi.pdf

Hormonbehandling tilbydes, hvis kræften har spredt sig uden for prostata. Prostatakræftcellernes vækst er nemlig afhængig af det mandlige kønshormon kaldet testosteron, som dannes i testiklerne. Når en behandling – uanset om den er medicinsk eller der er tale om kirurgisk kastration – har til hensigt at fjerne eller blokere det mandlige kønshormon testosteron, betegnes denne som kastration.

Ved den kirurgiske kastration fjernes testiklerne ved en operation, således at produktionen af testosteron hører op. Dermed forsvinder lysten til sex og evnen til få rejsning.

Ved den medicinske kastration kan hæmning af hypofysens hormonproduktion enten direkte eller indirekte undertrykke produktionen af testosteron. Behandlingen gives som injektion med et til seks måneders interval afhængig af den anvendte medicin. Også ved denne behandling forsvinder lysten til sex og evnen til få rejsning.

Afhængig af sygdommens stadie kan behandlingen kombineres med kemoterapi eller andre hormonbehandlinger.

Mænd kan opleve de samme gener som kvinder i overgangsalderen, hvis man har fået bortopereret testiklerne, eller hvis man får medicin, der stopper kroppens produktion af testosteron. Det drejer sig specielt om hedeture og risiko for udvikling af knogleskørhed. Desuden forsvinder sexlyst og rejsningsevne.

Hedeturene aftager som regel med tiden, men bliver de for generende kan man tale med lægen om medicinsk behandling.
Knogleskørhed bør forbygges med minimum et tilskud af kalk (calcium), D-vitamin samt eventuelt medicin.

Behandlingen kan også medføre, at humøret bliver dårligere, at det bliver svært at tage initiativ, at du dyrker for lidt motion, og at du bliver overvægtig. Husk at tale med din familie og din læge om problemerne.

Muskelmassen svinder ind og erstattes af fedtvæv, med risiko for udvikling af diabetes og hjerte-karsygdomme. Det er derfor ekstra vigtigt at være fysisk aktiv og spise fedtfattigt og proteinrigt.

Større studier peger på fysisk aktivitet som en af de eneste AKTIVE behandlinger, der modvirker bivirkningerne ved antihormon-behandling. Flere og flere steder i landet tilbydes disse træningstilbud og det virker.

Studier og dokumentation viser, at træning kan forbedre livskvaliteten, mindske træthed samt har en positiv indvirkning på kroppen – især i forhold til fedtophobning, muskelmasse og -styrke.

De europæiske retningslinjer (EAU guidelines 2018) anbefaler tilmed, at alle i antihormon-behandling tilbydes 12 ugers superviseret konditions- og styrketræning, altså instruktion fra en fysioterapeut eller en anden instruktør med erfaring indenfor træning og prostatakræft.

Din læge eller sygeplejerske på hospitalet kan fortælle mere om de træningstilbud eller være behjælpelig med, hvor de forefindes.

Hvis kastrationsbehandling, både medicinsk og kirurgisk, ikke længere kan forhindre kræften i at udvikle sig, kalder man det ‘den kastrationsresistente fase’ (CRPC). Det vil sige, at sygdommen udvikler sig – selvom testosteron er lavt. Her kan såkaldte receptorblokkere i kombination med kemoterapi være effektiv behandling.

Hos de fleste vil sygdommen på dette tidspunkt have spredt sig til andre dele af kroppen, så det kaldes metastatisk kastrationsresistent prostatacancer (mCRPC).

Behandling af kastrationsresistent prostatakræft med spredning:

Hvis ens generelle helbredstilstand tillader det, vil man blive tilbudt andre former for behandling sammen med kastrationsbehandlingen. Hvilken behandling, der først tilbydes, afhænger af sygdomsudviklingen, sygdommens spredning og symptomer, samt tidligere behandlinger og effekten heraf. Ofte gives de forskellige behandlinger dog efter hinanden, så længe ens helbredstilstand tillader det.

I denne video kan du høre om sex og samliv i forbindelse med prostatakræft: https://youtu.be/eWwc4YFiP8o

Prostatakræft kan vokse ind i de omgivende organer og danne metastaser eller sprede sig til andre organer, hvorfra der kan opstå symptomer. Symptomerne kan ofte lindres ved hjælp af forskellig slags behandling.

Uanset hvor sygdommen har spredt sig til, vil hormonbehandling næsten altid lindre symptomerne i en periode.

Smerte
Prostatakræft, der har spredt sig til koglerne, kan give smerter. Heldigvis kan smertebehandling hjælpe mange. Smertebehandling foregår ofte i et tværfagligt samarbejde mellem læger, sygeplejersker og eventuelt fysioterapeut – et palliativt team.

Hormonbehandling mod smerte
Hormonbehandling har ofte god effekt ved knoglesmerter, og mange mænd bliver i lange perioder helt smertefrie. Effekten kan dog variere meget og strækker sig fra kort tid til over flere år.
Hvis kastrationsbehandling ikke har tilstrækkelig effekt, og kræftcellerne er blevet kastrationsresistente, kan kastrationsbehandlingen kombineres med andre medicinske behandlinger, som kan afhjælpe symptomer fra sygdommen i en periode.

Hvis disse muligheder er udtømte eller ikke har tilstrækkelig effekt, kan pallierende strålebehandling give smertefrihed evt. samme med smertelindrende medicin.

Man bør overveje at tage smertestillende medicin forebyggende i perioder, hvor man ikke føler smerte. Det er nemlig vigtigt at komme smerten i forkøbet for at kunne være tryg. Mange mænd ønsker kun at tage medicin, når det gør ondt, men ved den kroniske smerte, som der her er tale om, er en fast dosering af smertemedicin ofte nødvendig.

Strålebehandling mod smerte
Hvis det er nødvendigt med yderligere smertebehandling, kan strålebehandling mod de smertende knogler have rigtigt god virkning. Mange opnår hel eller delvis smertelindring. Som regel kan man forvente en smertelindrende effekt to til tre uger efter strålebehandlingen. Behandlingen kan gentages flere gange med god virkning.

Bivirkningerne ved smertelindrende strålebehandling er ofte meget begrænsede og afhænger af, hvor stort et område og hvilke organer der bestråles.

Lindrende strålebehandling ved blødning fra prostata
Har man blod i urinen, som skyldes kræft i prostata, kan strålebehandling være en effektiv behandling til at standse blødningen hos de fleste. Behandlingen kan gentages ved behov, og bivirkningen er primært diarre.

Der bliver fortsat udviklet nye og forbedrede behandlingsformer, som kan helbrede patienter med kræft, men desværre er der stadig mange kræftpatienter, som ikke kan helbredes. Det betyder, at nogle patienter må indstille sig på, at de indenfor en kortere eller længere tid vil dø af deres sygdom.

Palliation er det sundhedsfaglige ord for lindring. Begrebet palliation bruges i forbindelse med lindrende behandling af lidelser og de symptomer, som kan være forbundet med at få og leve med en livstruende sygdom. Ved palliativ behandling er det almindeligt, at der også deltager specialister fra palliative teams, læger og sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere og fysioterapeuter

Som følge af forlænget levealder samt bedre diagnostik og behandlingsmuligheder forventes antallet af patienter med palliative behov at stige i de kommende år.

I 2012 udarbejdede Sundhedsstyrelsen ”Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft” og ”Anbefalinger for den palliative indsats”. Programmet blev revideret i 2018.

Du finder det her: https://www.sst.dk/da/nyheder/2018/forloebsprogram-for-rehabilitering-og-palliation

Forsøgsbehandling kan være en mulighed, hvis der er forsøg i gang, hvor du passer ind med dit sygdomsbillede, og hvor der er brug for at inkludere patienter.

Forsøgsbehandling er forsøg, hvor forskere afprøver et nyt lægemiddel eller en ny behandlingsmetode. Formålet med forsøgsbehandlinger er at afprøve de nye metoder og lægemidler på mennesker for at finde ud af, om de virker, om der er alvorlige bivirkninger, og om de er bedre end de eksisterende behandlinger. Du vil naturligvis blive grundigt informeret om forsøget, og du skal skriftligt godkende din deltagelse. Du kan når som helst forlade forsøget uden at det får betydning for din videre behandling.

Din behandlende læge vil oftest kunne være behjælpelig med mere information om forsøgsbehandling inden for prostatakræft.

For mange vil det være naturligt at afdække og undersøge muligheder for alternative behandlinger. Det kan være behandlingsmuligheder i udlandet, men også f.eks. kosttilskud, naturlægemidler og cannabis.

I nogle tilfælde kan den alternative behandling lindre smerter og give energi, som dermed kan forbedre livskvaliteten under et behandlingsforløb.

Alternativ behandling er en behandling hvis effekt ikke er veldokumenteret og som lægerne på hospitalet derfor almindeligvis ikke tilbyder. Sådan en behandling startes derfor på dit eget initiativ – og dermed på eget ansvar – og som et supplement til den kræftbehandling, du i øvrigt måtte få. Tal med din læge om risikoen ved at bruge et alternativt præparat som supplement. Effekten af alternativ medicin er som anført ikke dokumenteret og anbefales ikke af de ansvarlige myndigheder.

Prostatakræft patientforeningen PROPA har ingen holdning til alternativ behandling, men du kan læse om dette på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside: https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/det-kan-du-selv-goere/alternativ-behandling/

Fortæl din behandlende læge, hvis du benytter dig af alternativ behandling, så han/hun kan tage det med i det samlede billede af din behandling.

Behandlingen for prostatakræft kan give en række gener på kort og langt sigt alt afhængig af hvad behandlingen består i. Det kan fx være problemer med at holde på vandet og hormonelle senfølger efter hormonbehandling. Mange af generne kan behandles.

Almindelige gener efter behandling for prostatakræft kan være:

• Problemer med at holde på vandet (inkontinens)
• Svie eller smerter ved vandladning i forbindelse med strålebehandling
• Rejsningsproblemer
• Mistet sexlyst
• Blære- og tarmproblemer
• Træthed – er en bivirkning til mange af de medicinske behandlinger, men kan også være et tegn på en depression
• Hormonelle senfølger (hedeture, vægtøgning, nedsat sexlyst og nedsat evne til at få rejsning)

Inkontinens efter operation: Mange vil i varierende grad have problemer med at holde på vandet de første 3-6 måneder efter operation for prostatakræft. Ble eller trusseindlæg er ofte nødvendigt i en periode.

Det er individuelt, hvor længe problemet varer ved, men det er en god idé at blive ved med at lave bækkenbundsøvelser. De fleste må dog indstille sig på, at der ved tunge løft, pludselige stillingsskift og træthed kan forekomme mindre urinlækage.

Inkontinens efter strålebehandling: Efter strålebehandling er inkontinens mindre udtalt end efter operation. Utæthed efter strålebehandling eller operation skyldes ofte, at blæren i en periode er irriteret og overreagerer med voldsom vandladningstrang, selv når blæren kun er lidt fyldt. Generne kan ofte med held mindskes med medicin.

Her kan du finde gode råd ved inkontinensproblemer: https://www.propa.dk/inkontinens-2/

I denne video kan du høre om sex og samliv i forbindelse med prostatakræft: https://youtu.be/eWwc4YFiP8o

Ved en operation fjernes hele prostatakirtlen. Som ved alle større operationer er det også her forbundet med en risiko som fx utilsigtede skader og infektion.

Operation helbreder kræft i prostata for mange mænd, men der kan være alvorlige bivirkninger forbundet med indgrebet. De mest almindelige bivirkninger er:

• Vandladningsproblemer (inkontinens)
• Manglende evne til at få rejsning

Vandladningsproblemer
Under operationen får man sat et kateter ind i urinrøret, der typisk fjernes igen efter 6-8 dage. Det sker, når sammensyningen af urinrør og blærehalsen er helet op.

I de første måneder, efter at kateteret er fjernet, kan det være svært at holde på urinen, men de fleste opnår fuld kontrol igen inden for de første 3-6 måneder. For nogle kan der dog gå længere tid.

I op til 12-15 måneder efter operationen kan man opleve forbedring med hensyn til at kunne kontrollere vandladningen. Cirka hver femte opererede mand vil vedvarende opleve utæthed for urindråber i forbindelse med tunge løft, hoste og nys. Mange ældre mænd (20-30%) bliver stress-inkontinente uden at have prostatakræft. Man kan derfor ikke forvente, at alle opererede bliver ”tørlagte”.

Daglig bækkenbundstræning før eller umiddelbart efter operation for prostatakræft kan have en gavnlig effekt på vanskelighed ved at holde på vandet. Træningen skal fortsætte – måske resten af livet.

Rejsningsproblemer
Lysten til sex og et aktivt sexliv bliver ikke mindre efter operationen, men evnen til rejsning nedsættes betydeligt eller forsvinder helt hos de fleste opererede mænd. Det skyldes, at de nerver, der styrer rejsningen (erektionen), bliver beskadiget.

Som regel er det dog muligt at blive behandlet med medicin. Meget tyder på, at det er afgørende at starte behandling tidligt efter operationen for at opnå god effekt.

Forudsætningen for at have normal rejsning efter operationen er, at man havde evnen før operationen, at man ikke har for høj alder eller er storryger, og at det har været muligt for lægen at bevare nerverne til svulmelegemerne under operationen.

Mænd med normal rejsning før operationen kan opleve en gradvis forbedring af rejsningsevnen over lang tid efter operationen (i op til tre år).

Hvis man skal have en helbredende operation for prostatakræft, så tal med lægen om mulighederne for en nervebesparende operation, så nerverne, der styrer rejsningen (erektionen), ikke bliver beskadiget. Denne operationstype er velegnet til mænd med god rejsningsevne før operationen, og som er i lav- eller middelrisikogruppen og uden tegn på at kræften ligger ud mod kapslen. Jo yngre man er på operationstidspunktet, jo større er chancen for at genvinde evnen til at få rejsning bagefter.

Får man potensfremmende medicin hurtigt efter en nervebesparende operationen, kan 50-60 pct. genvinde evnen til at få rejsning. Efter en almindelig ikke-nervesparende bortoperation af prostata er det kun 25-30 pct., der bevarer rejsningsevnen ved medicinsk hjælp.

Hvis du er en ung prostatakræftpatient (under 50 år), kan bekymringer om rejsningsproblemer og manglende lyst være særligt tungtvejende. Så meget desto mere grund er der til at søge hjælp hos en sexolog eller en psykolog. Husk: man behøver ikke være psykisk syg for at opsøge en psykolog.

I denne video kan du høre en række fortællinger fra kræftpatienter, der har fået stillet diagnosen prostatakræft. Psykolog Bo Snedker Boman fortæller, at sygdomsforløbet for langt de fleste vil få konsekvenser for seksualiteten: https://sundhedstv.dk/video/prostatakraeft-sex-samliv/

Lægerne skelner mellem forbigående og sene (mere vedvarende) bivirkninger ved strålebehandling, og de kan variere meget fra person til person. Når lægen ved præcis, hvor du skal have stråler, kan han/hun sige mere om din risiko for de forskellige bivirkninger. Strålebehandling har oplevet et kvalitetsløft ved at bruge 3D-computerstyring af strålekildens retning og styrke. Strålingen kan koncentreres mod kræftcellerne og stråling af rask væv kan mindskes. Derfor er stråleskaderne mindre end for 10 år siden.

Forbigående bivirkninger

Forbigående bivirkninger kan dels opleves som utæthed på grund af irriteret og overaktiv blære, dels som besvær med at komme af med vandet og besvær med at tømme blæren helt. De fleste kan dog træne blærefunktionen (bækkenbundstræning) op igen, hvilket er vigtigt for at undgå infektioner i urinvejene.

Ved problemer kan det hjælpe at lade vandet i tre omgange med en lille pause imellem, det såkaldte ’triple voide’. Eventuelt kan et let pres over skambenet også hjælpe. Enkelte må lære at tømme blæren med et kateter.

Vandladningsproblemer opstår allerede under behandlingen. De er som regel værst lige omkring slutningen af strålebehandlingen og er ofte forsvundet efter 2-4 måneder.

Bivirkningerne til strålebehandlingen skyldes, at også blære og endetarm får en del af den stråling, der er rettet mod prostata.

Nogle patienter oplever let diarre og kraftigere afføringstrang end vanligt. Der kan også komme slim og eventuelt lidt blod i afføringen. Gener fra endetarm og blære vil oftest svinde 1-2 måneder efter behandlingens afslutning.

Sene bivirkninger

Sene bivirkninger vil typisk være relateret til vandladning og afføring. De kan opstå måneder efter behandlingen og er ofte vedvarende. Ofte kan der gives medicin mod bivirkningerne, og derfor er det vigtigt, at du fortæller sundhedspersonalet på sygehuset, hvis du begynder at mærke noget til strålebehandlingen.

Strålebehandlingen kan også på langt sigt medføre en nedsat evne til at få rejsning på grund af utilsigtet bestråling af nerverne til penis – samt give vandladningsproblemer.

Hormonbehandlingen indebærer, at man mister lysten til sex og evnen til at få rejsning. Det gælder ved både medicinsk og ved kirurgisk kastration.

Mange mænd vil opleve at den pludselige ”overgangsalder” medfører hedeture ligesom skægvæksten ofte bliver mindre. Muskelmassen aftager og erstattes af fedt og den medfølgende træthed gør, at de fleste tager et par kilo på i vægt med risiko for udvikling af diabetes og hjerte-karsygdomme.

Kastration medfører en øget risiko for knogleskørhed og knoglebrud på grund af en øget afkalkning af knoglerne. Man bør derfor tage kalk og D-vitamin som kosttilskud. Det er af afgørende vigtighed, at muskler og knogler styrkes gennem fysisk aktivitet.

En del mænd bliver mindre initiativrige, føler træthed og har mindre lyst til aktiviteter, som de tidligere syntes om. Dette er en bivirkning, som er fælles for alle de midler, der fjerner testosteron fra kroppen.

Større studier peger på fysisk aktivitet som en af de eneste AKTIVE behandlinger, der modvirker bivirkningerne ved antihormon-behandling. Flere og flere steder i landet tilbydes disse træningstilbud og det virker.

Studier og dokumentation viser, at træning kan forbedre livskvaliteten, mindske træthed samt har en positiv indvirkning på kroppen – især i forhold til fedtophobning, muskelmasse og – styrke.

De europæiske retningslinjer (EAU guidelines 2018) anbefaler tilmed, at alle i antihormon-behandling tilbydes 12 ugers superviseret konditions- og styrketræning, altså instruktion fra en fysioterapeut eller en anden instruktør med erfaring indenfor træning og prostatakræft.

Din læge eller sygeplejerske på hospitalet kan fortælle mere om de træningstilbud eller være behjælpelig med hvor de forefindes.

I denne video kan du høre mere om sex og samliv: https://youtu.be/eWwc4YFiP8o

Ved prøvetagning fra prostata føres der tarmbakterier ind i urin- og sædveje. Derfor vil man i forbindelse med vævsprøvetagningen få forebyggende antibiotika.

5 procent (hver 20’ende), der biopteres, må alligevel indlægges med blodforgiftning til yderligere behandling med antibiotika i drop. Der forventes i fremtiden indført en mere nøjagtig målrettet prøvetagning med færre biopsier og bivirkninger.

Læger og sygeplejersker er vant til at tale med patienter om alt mellem himmel og jord. Også om andet end det, der direkte vedrører din sygdom og dens behandling. For personalet er der som regel intet akavet i at tale om hverken svære følelser, seksuelle problemer, problemer i familien, eller hvad du måtte have på hjertet. Det er helt normalt at føle sig usikker og nervøs inden et lægebesøg, men det skal ikke holde dig tilbage for at spørge om det, du brænder inde med. Du kan med fordel skrive dine spørgsmål ned inden besøget. Du kan også tage en ledsager med, to personer hører mere end en. Og husk: Din læge har tavshedspligt.

Din læge er vant til at tale med sine patienter om alt mellem himmel og jord. For din læge er der som regel intet akavet i at tale om hverken svære følelser, problemer i familien, eller hvad du måtte have på hjerte. Det er helt normalt at føle sig usikker og nervøs inden et lægebesøg, men det skal ikke holde dig tilbage for at stille spørgsmål. Og husk: Din læge har tavshedspligt.

Det er vigtigt, at alle læger, der behandler dig, kender til alle dine helbredsproblemer. De skal også vide, om du tager medicin, kosttilskud eller alternativ medicin. Lægen kan så nøje overveje, hvordan behandlingen kan foregå, så kroppens organer ikke overbelastes.

Når man får flere slags medicin samtidig, kan de indvirke på hinanden og enten øge eller sænke hinandens effekt. En anden mulighed er, at et præparat kan medføre bivirkninger, som giver problemer med anden medicin.

Ældre skal være særligt forsigtige, når de får medicin. Kroppen bliver nemlig mere følsom over for medicin med alderen.

Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at du løbende indsamler dine helbredsoplysninger i en mappe (oplysningerne om medicin, indlæggelser, kosttilskud, hjælpemidler osv.), og at du tager mappen med, hvis du skal informere en ny læge.

For at undgå problemer er det vigtigt, at du selv og alle dine læger ved, hvad du får af medicin. Det er derfor en god idé at have skrevet al din medicin ned. Husk at opdatere listen ved ændringer. Sygehuset har specialister, der kan bistå dig. Du kan også søge hjælp på det lokale apotek.

Hospitalslæger har travlt, har skiftende arbejdstider, holder ferie og bliver syge. Unge læger roterer på afdelingerne under deres uddannelse. Det kan være nogle af grundene til, at du oplever at møde forskellige læger og oplever det som frustrerende, utrygt og uden sammenhæng. Imidlertid er der i 2019 iværksat et forsøg på kræftafdelinger, der skal sikre, at patienterne møder en fast læge gennem hele forløbet. Målet er, at mindst ni ud af ti patienter i 2020 skal have en “patientansvarlig læge”.

Du kan søge hjælp og vejledning i Regionernes patientkontor. Patientkontoret er uafhængig og er i princippet på ”din side”. Måske kan de ansatte her forklare afdelingen, at den har ”dummet sig”, måske kan de hjælpe dig med at formulere klagen.

Hvis du oplever, at du bliver dårligt behandlet, eller der har været svigt i den behandling, du har fået, kan du klage til Styrelsen for Patientklager (https://stpk.dk/). Før man gør det, er det vigtigt at man gør hospitalet klar over, at der har været svigt, så hospitalet eller lægen har mulighed for at vurdere hvad der er sket og om det kan rettes op.

Styrelsen for Patientklager behandler klager fra patienter og har kompetence til selvstændigt at træffe afgørelser i sager om sundhedsfaglig behandling.

Din klage kan gælde den behandling, du har fået hos din praktiserende læge, en privatpraktiserende speciallæge, et offentligt hospital eller et privathospital.

Som borger i Danmark har man frit sygehusvalg. Det vil sige, at du frit kan vælge mellem alle offentlige sygehuse og afdelinger i landet, når du skal undersøges eller behandles.

Ønsker du at benytte dit frie sygehusvalg, skal din egen læge/speciallæge eller jeres sygehusafdeling sende en henvisning til det sygehus eller den afdeling, du ønsker at blive henvist til.

Du kan finde mere information om dine rettigheder på din egen regions hjemmeside. Her finder du også kontaktinformation til en patientvejleder, der kan rådgive dig:

Region Hovedstaden: https://www.regionh.dk/patientrettigheder
Region Midtjylland: https://www.rm.dk/sundhed/behandling/patientkontoret/patientrettigheder/
Region Nordjylland: https://rn.dk/sundhed/patient-i-region-nordjylland/dine-rettigheder-som-patient
Region Sjælland: https://www.regionsjaelland.dk/Sundhed/patient-i-region-sjaelland/Dine-rettigheder/Sider/default.aspx
Region Syddanmark: https://rsyd.dk/wm399807

At få en second opinion betyder inden for lægeverdenen, at man, efter at én læge har stillet en diagnose og eventuelt har foreslået en behandling af sygdommen, opsøger en anden læge for at få dennes vurdering af diagnosen og/eller behandlingsmuligheder.

Der kan være flere grunde til, at man som patient med en livstruende sygdom ønsker, at en anden læge skal vurdere ens sygdom og dens behandlingsmuligheder. Måske er man usikker på, om lægen har stillet den rigtige diagnose. Måske er man utryg ved den behandling, som lægen kan tilbyde. Eller måske har man prøvet alt, hvad der findes af behandlinger i Danmark, og ønsker en behandlingsform i udlandet, som ikke tilbydes herhjemme.

Det er dog vigtigt at understrege, at beslutninger om diagnostiske metoder og behandlingsanbefalinger i dag tages ved konferencer, hvor der deltager flere læger. Derfor er behovet for at søge andres vurdering ikke nær så stort som tidligere, hvor man som patient var afhængig af en enkelt persons beslutninger.

I Danmark har vi en helt speciel ordning, hvor man ikke selv behøver at dække sine udgifter forbundet med second opinion og behandling. Når det gælder kræft eller en anden lignende livstruende sygdom, kan man nemlig få sin diagnose og sine behandlingsmuligheder genvurderet af et ekspertpanel under Sundhedsstyrelsen. Denne ordning kaldes Second opinion-ordningen. At komme i betragtning forudsætter, at din behandlende læge søger på dine vegne, fordi alle hans/hendes behandlingsmuligheder er udtømte.

Den danske Second opinion-ordning har eksisteret siden 2003 og er unik på verdensplan, fordi den blandt andet giver mulighed for at sende patienter til udlandet til behandling på det offentliges regning. Det gælder dog ikke udgifterne til rejse og ophold.

Det er klogt at diskutere muligheden for at skifte sygehus, region eller land med Patientkontoret. Du kan ikke få tilskud til behandling uden forudgående tilladelse. Du vil som regel selv skulle betale transport og ophold.

Denne artikel kan være nyttig, hvis du vil vide mere om second opinion: https://netdoktor.dk/sundhed/nye-oejne-paa-behandling.htm

Det sker ofte, at patienter oplever, at overgangen fra det regionale hospitalsvæsen til de kommunale sundhedsmedarbejdere som hjemmesygeplejen eller den praktiserende læge, ikke går gnidningsfrit.

En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd (fra 2015) viste, at hver femte patient og hver fjerde pårørende oplevede, at relevant information gik tabt på det tidspunkt, hvor behandlingsansvaret overgik fra sygehuset til ’de kommunale sundhedsaktører’.

Problemerne med de besværlige sektorovergange er en udfordring, der påvirker mange patienter på et tidspunkt i deres liv, hvor deres ressourcer ofte er begrænsede. Et typisk problem er, at kræftpatienter aldrig møder et tilbud fra deres hjemkommune om rehabilitering.

Generelt er det et problem, når hospitalet ikke længere har ansvar for patienten, at vigtige informationer går tabt. Det betyder at det forløb, som patienten befinder sig i, taber fart eller helt stopper.

Årsagerne har traditionelt skullet findes i mangelfulde IT-systemer, komplicerede patientforløb med mange involverede eksperter (behandlere og sagsbehandlere) og en hverdag, hvor der mangler tid.

Hjemsendelse skal planlægges. Kontroller, at dit sygehus har orienteret kommunen om plejebehov og behov for genoptræning. Først og fremmest skal man være opmærksom på, at noget kan gå galt i overgangen mellem sygehus (region) og hjemkommune. Hvis man oplever det, må man – som patent eller som pårørende – kontakte ens kommunes sundheds- og omsorgsafdeling. Det er her, man tager sig af fx hjemmepleje, genoptræning og fysioterapi samt hjælp ved alvorlig eller uhelbredelig sygdom og hjælp til pårørende.

Undgå at blive hjemsendt fredag eftermiddag, hvis du er alene og svag. Det er svært at få fat i en ansvarshavende læge i weekenden.

Det er også altid en god idé at kontakte din praktiserende læge, hvis du oplever problemer.

Som prostatakræftpatient kan det også anbefales at kontakte patientforeningen for prostatakræft, PROPA. Her kan du møde andre mænd, der har været i samme situation som dig selv og som har engageret sig i at hjælpe andre.

Hvis du er er under 50 år, når du får diagnosen, kan du møde ligesindede på facebook-siden ”De unge prostata drenge”.